Den hermeneutiske teknologirelation betegner en fortolkning af verden gennem en teknologisk medieret repræsentation. Modsat den kropsliggjorte teknologirelation står man altså ikke i et direkte sanseligt forhold til det aspekt af verden der opleves. Man er med andre ord oftest adskilt i tid og rum fra det oplevede. Oplevelsen sker i stedet gennem en repræsentation der må fortolkes, fx en tekst, et billede eller en graf.

En speciallæge der analyserer et billede af en patient taget ved en MR skanning har således en hermeneutisk relation til patienten og den relevante kropsdel, og denne relation er bl.a. medieret gennem MR skanneren og computeren som lægen undersøger billederne på.

I Ihdes notation beskrives den hermeneutiske teknologirelation således:
jeg --> (teknologi - verden)

Den hermeneutiske teknologirelation er ligesom den kropsliggjorte karakteriseret ved mediering.