Påvisningen af at noget er falsk.
Popper bruger muligheden for falsifikation som kriterium for en teoris videnskabelighed. Dette er modsat holdningen i logisk positivisme, hvor muligheden for verifikation anses som kriterium for videnskabelighed. Popper bruger dermed falsifikationskriteriet som en løsning på hans demarkationsproblem.
Falsifikation, forstået som påpegning af fejl, er relateret til Poppers idé om videnskabelig vækst: Jo mere dristig en teori er, des flere punkter kan den potentielt blive falsificeret på, men des mere potentiel information indeholder den samtidig. Dette betegner Popper som asymmetrien mellem verifikation og falsifikation. Videnskaben skal altså opstille hypoteser i form af "dristige gæt" der forsøges gendrevet. Dette fører til fejleliminering eller afvisning af teorien, hvorved teorien optimeres skridt for skridt eller erstattet af en ny og bedre teori.

En teoris forudsigelser er formuleret i almen sætninger, der udsiger noget generelt gældende om et fænomen, fx at alle svaner er hvide. Almene sætning er altså konkrete eksempler på de "dristige gæt" som beskrives af Popper.
Basissætninger kan stride mod almene sætninger, og dermed være en falsifikator. En basissætning omhandler et intersubjektivt iagttageligt forhold, og har altså formen: Til bestemt tid og sted indtræffer det og det, eller findes det og det. En basissætning er altså en sætning, der påpeger et tilfælde , hvor den almene sætning ikke gælder.

Se Stanford om kritik af Poppers falsifikationskriterie (punkt 2).