Tanken om enhedsvidenskab herskede blandt de logiske positivister og bygger på den antagelse, at der grundlæggende ikke er logiske eller metodologiske forskelle mellem de forskellige videnskaber: ”Verden må være ét, det eksisterende må være ét, og filosofiens rolle er kun den at være oversættelsesled mellem de forskellige sammenhængende videnskaber” (Favrholt, Når mennesket undrer sig, p. 384).

Alle videnskaber udgør dermed én enhed, og alle videnskabelige udsagn kan baseres på et logisk universalsprog – det observable tingssprog. Dermed indgår videnskaberne i et hierarki, hvor man fx skal kunne reducere socialvidenskabelig viden til psykologi, psykologi til biologi, biologi til kemi, kemi til fysik og på denne måde gøre fysikkens genstandsfelt til alle videnskabers fælles ontologi. I denne optik er udsagn strengt taget kun meningsfulde hvis de kan henføres til forhold i den fysiske verden. Positivisternes idé om enhedsvidenskab er derfor en art fysikalistisk reduktionisme.

Stanford: The Unity of Science, se specifikt pkt 1.4 for de logiske positivisters udlægning.