Empirisme (eller mere præcist den britiske empirisme, da den hovedsagelig er centreret omkring de tre britiske filosoffer John Locke, George Berkeley og David Hume ) er en filosofisk retning (ca. 1600-1800), hvis epistemologiske udgangspunkt er, at al viden bygger på erfaring. Vi kan med andre ord ikke erkende noget udenom sanserne.
Dermed adskiller empirismen sig markant fra den tidligere rationalisme (Collin, Når mennesket undrer sig (1995), p. 203). (Se her evt. Standford Encyclopedia of Philosophy's opslag om rationalisme vs. empirisme).

Med Hume, ender empirismen dog ud i en erkendelsesteoretisk krise (som bl.a. vækker Kant af hans "dogmatiske slummer" se fx Kants Prolegomena, p. 14, 2002, Det lille forlag), da han når frem til det faktum, at alt hvad vi erfarer gennem sanserne, altid ville kunne modbevises (selv helt udmiddelbare kendsgerninger, som fx at solen står op i morgen) og at vi derfor aldrig kan opnå helt sikker viden (Collin, Når mennesket undrer sig (1995), p. 215). Dette såkaldte induktionsproblem, vækkede ikke blot Kant, men har sidenhen holdt mange filosoffers filosofi igang. På samme tid forkastedes med empirismen 2000 års tænkning, idet den blev anset som metafysisk da den ikke kunne føres tilbage til erfaringen og dermed var meningsløs (Collin, Når mennesket undrer sig (1995), p. 217).