"Den britiske empirisme havde den opfattelse, at det er objektet, dvs. genstandene ude i omverdenen, der påvirker mennesket og giver det viden; omverdenens struktur kommer ind i os. For Kant var det omvendt: han hævdede, at bevægelser går ud i omverdenen fra subjektet" (Bengt-Pedersen, 1995, Når mennesket undrer sig, p. 225). Det som subjektet bidrager med er anskuelsesformerne (tid og rum) og de 12 forstandskategorier . Disse transcenderer det erkendende subjekt på den måde, at de udgør en uomgængelig forudsætning i enhver sanserfaring (Bengt-Pedersen, 1995, Når mennesket undrer sig, p. 224). Det er denne vending, som placerer subjektet som et selvstændigt fornuftsvæsen i centrum for erkendelsesprocessen, der for filosofien bliver hvad Kopernikus vending fra geocentrisme til heliocentrisme blev for naturvidenskaben.