Sociologi er traditionelt optaget af enten samfundets aktører eller af samfundets strukturer. Dette udgør en dikotomi, altså en to-deling af en helhed, hvor intet kan tilhøre de to dele samtidigt. Dikotomien afspejles fx i skellet mellem mikro og makro sociologi og økonomi.
Ifølge denne sociologi eksisterer samfundets grundstrukturer i forvejen, og sociologens opgave er at gå ud og undersøge dem.
"Opgaven for samfundsforskerne er [...] at foretage en systematisk kortlægning af en eller flere regioner i en verden, der betragtes som ordnet på forhånd. (Introduktion til STS, p.72)


Denne forudgående inddeling af verden i genstandsfelter er bestemmende for sociologien, og fører til en grad af determinisme som kritiseres af ANT. ANT vil ikke starte med at opdele verden i regioner og genstandsfelter. De fokuserer ikke på en veldefineret homogen verden, men vil studere dannelsen af heterogene netværk. "Vi bør være lige så uafklarede som de forskellige aktører, vi følger, om, hvad teknovidenskab er lavet af" (Ibid.)

ANT fraskriver dermed også den antagelse, som er central for SSK feltet, at det sociale besidder en fundamental forklaringskraft i forklaringen af videnskab:

"Det sociale bør [...] ikke tildeles en privilegeret position som et fritstående, grundlæggende fænomen, der udøver sin indflydelse på konstruktionen af antagelser, sande som falske" (Introduktion til STS, pp. 73-74)
Aktører og netværk er plastiske begreber, som tillader en mere fordomsfri undersøgelse af et felt. Fx kan den "klassiske" sociologi ikke forholde sig nær så detaljeret til "aktørbegrebet" som ANT, da en aktør iflg. ANT kan være både en meget mindre eller meget større enhed end sociologiens individer.