Logisk positivisme er en stærkt empiristisk filosofisk retning udviklet i 1920'erne af Wienerkredsen. Denne kreds af filosoffer anses for groft sagt identisk med den logiske variant af positivismen.

Den logiske positivisme indebærer en idé om at skabe en stringent metode til at fører erfaringsvidenskab på. Matematik og formel logik skal være som model for videnskabslogikken, forstået som en sammenhæng mellem meningsfulde udsagn om verden. Den samlede videnskab er da mængden af sande udsagn om verden og deres forbindelser. Et ledende medlem af Wienerkredsen Carl Hempel formulerer det således at ”En videnskabs teoretiske indhold skal findes i udsagn”. Disse udsagn skal verificeres gennem empirisk undersøgelse. Muligheden for fysisk verifikation kan siges at være den logiske positivismes demarkationsprincip, hvilket er en afgørende forskel ift. kritisk rationalisme.

Se model af verifikationsprincippet

En påstand er kun meningsfuld, hvis den principielt kan henføres til udsagn om den fysiske verden og af den vej verificeres. Der bør derfor gælde de samme stramme love for alle videnskaber som for naturvidenskaben, således at videnskaber forenes i en hierarkisk enhedsvidenskab.
Dette synspunkt betyder at en mængde udsagn om verden – herunder alt metafysik – dømmes ude som meningsløst nonsens.

Logisk positivisme betegnes også logisk empirisme, særligt når der tales om den tradition der videreføres i USA efter anden verdenskrig.