Demarkationsproblemet (afgrænsningsproblemet) er del af Poppers normative metodelære, dvs. normer for hvordan man bør bedrive videnskab. Problemet vedrører hvordan der trækkes en grænse mellem videnskab og ikke videnskab, fx fysik og religion. Popper er med demarkationen (afgrænsningen) primært interesseret i at adskille videnskab fra pseudo-videnskab, dvs. discipliner han mener uretmæssigt gør krav på videnskabelighed, såsom marxisme og psykoanalyse.

Essensen af det demarkationsprincip, som iflg. Popper løser problemet, er, at videnskabelige teorier skal kunne falsificeres, hvilket kan formulerer således: "En teori er videnskabelig hvis og kun hvis dens klasse af mulige falsifikationer ikke er tom" (Flor. 1989. 'Popper: Kritisk ratio­nalisme', i Vor tids filosofi - Videnskab og sprog. 158).
For at en teori kan kaldes videnskabelig skal den altså indeholde muligheden for sit modbevis. Dvs. at den skal indeholde udsagn (forudsigelser) som forbyder bestemte hændelser.

Eksempelvis er det videnskabeligt at påstå, at alt papir er hvidt: Dette udsagn kan falsificeres ved at iagttage et stykke sort papir.
På den anden side er det ikke videnskabeligt at sige, "det er godt nok et flot billede, det der Mona Lisa noget....han havde styr på penslerne, ham Da Vinci."
Popper mener (groft sagt modsat logisk positivisme) ikke at subjektive sætninger af sidstnævnte type er meningsløse eller uden værdi – de er blot ikke videnskabelige.

Poppers demarkationsprincip står generelt i modsætning til de logiske positivisters hævdelse af verifikation og induktionen som værktøj til erkendelse, og kendetegnende for videnskab.

Se Stanford, om grænsen mellem videnskab og pseudo-videnskab.